Ikke kategoriseret

Hvad har I af påskeplaner?

Hos os står påsken på gode venner og i familiens tegn. Og vi skal lave forårsrengøring i hele hytten (her trænger) og klargøre haven, til forårssolen kommer rigtig frem.

img_8795.jpg

Ungerne har legeaftaler og ønsker om forskellige ture/udflugter.
Det er mange ønsker, som skal forenes, og forskellige behov skal dækkes.
Derfor laver jeg altid en oversigt til hver af ungerne, så de kan se, hvad der skal gøres/opleves i ferien.
Det er ikke fordi, ungerne ikke blot må nyde at det er ferie og flade total ud. Men mine unger har brug for at kunne danne sig et overblik, se hvad der forventes af dem og have medbestemmelse på ugens indhold.

Vi starter altid en ferie med at spørge ungerne hvad de godt kunne tænke sig at opleve. De byder ind med “sove længe”, “gå tur med Jazz”, “komme i cirkus”, “tage ud og rejse” mm. Alle ønsker store og små skrives ned.

Aftaler som allerede er planlagt skrives ned (for vi har jo allerede planer og ideer til oplevelser og gøremål. De er nogle gange lidt mere realistiske end en tur til Kina eller at købe en fisk i ferien). Opgaver i huset som at vaske vinduer, rengøre bil, hovedrengøring på børneværelser skrives ned.

img_8752.jpg

Derefter laver jeg et ugeskema til hver af ungerne, nogle gange hjælper de med at skrive ind, tegne på den og gøre den personlig.
Jeg starter med den dag, ferien starter. Starter ferien en onsdag – så starter skemaet på en onsdag. Sjove ting bliver skrevet ind, legeaftaler og gæster. Opgaver fordeles og skrives ind. Jeg laver et nemt og hurtig skema med 7 felter/dage, derpå skriver jeg ugens dage og dato ind, i toppen. Jeg giver skemaet et navn, nu hedder det fx påske. Jeg markerer ungernes skema med navn eller symbol, så de er let genkendelige.

img_8755.jpg

Jeg laver også en ferieplan til de voksne, på den står der også alle de praktiske ting som fx indkøb og småreparationer i huset. Opgaver som ungerne ikke behøver at tage stilling til.
Jeg oplever, at ferieplanen giver overskud, struktur og medbestemmelse for mine unger.
Planer og aftaler kan jo ændres hvis noget kikser, og det er selvfølgelig heller ikke alle ting/opgaver at ungerne skal inddrages i. Næste dag krydser ungerne den forrige dag af, så de kan følge med i, hvilken dag det er.

img_8797.jpg

Det er selvfølgelig også vigtigt at huske, at ungerne har ferie og fri og skal have lov til at rende rundt i nattøj en hel dag.
Jeg håber, at I får lagt nogle gode påskeplaner for jeres påske, også selvom der muligvis står arbejde på jeres påskeplan.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *