Påske

Skøre høns

Lav de sødeste fugle sammen med dit barn… De får alle hver deres personlighed og er en skøn måde at gemme barneminder på. Jeg har skøre høns tilbage fra Stjerne-drengens første påske, hvor han var 6 mdr gammel.

img_8402.jpg

Du kender bedst dit barn, ved hvad dit barn synes er sjovt og har mod på. Derfor må du tilpasse disse søde fugle efter jeres niveau. Jeg skriver her i opskriften “du”, men det kan lige så godt være dit barn, som klipper og samler fuglen, og I kan sætte jeres eget præg på udtrykket, som I har lyst.

Du skal bruge:

Et barn
Pensel eller skuresvamp
Maling eller tryksværte
Hvidt papir
Bog (som underlag)
Karton i ønsket farve
Sort kuglepen/tusch og en orange tusch
Saks
Limstift
Fjer
Snor eller silkebånd
Evt. hullemaskine, glimmer, glimmerlim, pailletter, plastikøjne, limpistol
Køkkenrulle og sæbe

Fremgangsmåde:

Lån dit barns hånd eller fod. Mal den ønskede farve på dit barns hånd/fod med pensel eller skuresvamp. Eller tryk håndfladen/foden ned på tryksværte/stempelpude.

img_7737.jpg   img_7842.jpg

Lav et aftryk på hvidt papir. Det kan være en god ide at lægge en bog under, så du bedre kan styre aftrykket. Lav gerne en hel masse aftryk og læg dem til tørre. Tør barnets fod/hånd, vask maling/tryksværte af med sæbe og tør med køkkenrulle. (Dit barns fod eller hånd skal nok også have lidt ekstra fokus ved næste bad).

Tip: Er dit barn over 7-8 år anbefaler jeg, at du vælger at bruge håndaftryk, da fødderne godt kan gå hen og blive lidt store. Er dit barn under 2 år, er det lettest at lave fodaftryk, for de knuger hånden sammen.  Ungerne synes det er supersjovt, hvis mor og far også er med på ideen. Prøv at hold voksen- og børneaftrykkene op mod hinanden og sammenlign størrelserne.

img_7851.jpg

Når aftrykket er tørt, klip da rundt om fod/hånd silhuetten. Brug det overskydende papir og tegn næb og øjne, klip også dem ud. Farv næbbet orange. Hvis du vil have flere detaljer på fuglen, kan du tegne små fødder og farve med en orange tusch/farve.

img_7902.jpg

Lim på bagsiden af aftrykket og sæt fast på karton, lim næb, øjne og evt. fødder fast.

Klip endnu engang rundt om silhuetten. Personligt kan jeg godt lide, hvis der er en kant med farvet karton. Lav hul med hullemaskine i toppen og sæt en lille snor eller silkebånd igennem.

Nu kan du pynte fuglen med fjer, glimmer, pailletter osv., som du og dit barn ønsker,

HUSK at skrive navn og dato på den færdige fugl, evt. på bagsiden.

Hæng de fine fugle på gren fra haven eller i vinduet – eller brug dem som kort til påskehilsner.

img_8400.jpg   img_8407.jpg

God fornøjelse med jeres skøre høns!

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *